DF vil sætte syriske flygtninges asylsager i bero

Skrevet af admin

27/02/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti vil i kølvandet af forrige weekends skudangreb i København sætte en stopper for asylbehandlingen for syriske flygtninge, indtil myndighederne bedre er i stand til at vurdere, om asylansøgerne har forbindelse til Islamisk Stat (IS), skriver Berlingske.

- Der kommer rigtig mange mennesker fra blandt andet Syrien, og der er en risiko for, at nogle af dem kommer fra IS eller har sympati med dem og har været involveret i kampe, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til avisen.

Han tilføjer, at man passende kunne starte med at sætte sagerne fra Syrien i bero, men at "Irak også ville være oplagt".

Martin Henriksen er ikke i stand til at udpege eksempler, hvor Islamisk Stat har forsøgt at bruge asylsystemerne til at komme ind i europæiske lande, men han frygter, at nogle af de syrere, der har bedt om at få udleveret deres oprindelige rejsedokumenter, muligvis er draget til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Flere af Folketingets andre partier vender sig imod forslaget fra Dansk Folkeparti. De Konservative kalder forslaget "direkte vanvittigt".

- Jeg synes ikke, det er klædeligt, at Dansk Folkeparti begynder at puste til fremmedhadet så tæt på så tragiske begivenheder. Det er meget vigtigt, at vi bevarer anstændigheden. Det er en meget alvorlig sag at være flygtning, og det burde ikke være svært at adskille det fra at være en mulig terrorist, siger politisk ordfører Mai Mercado (K) til Berlingske.

Også Liberal Alliance, Enhedslisten og De Radikale tager afstand fra forslaget. De beskylder Dansk Folkeparti for at misbruge angrebene i København til egen vinding.

I 2014 ankom cirka 7000 asylansøgere fra Syrien.

/ritzau/