DI: Vismændene undervurderer behovet for reformer

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

De økonomiske vismænd tegner i en forårsrapport et meget optimistisk billede af dansk økonomi i de kommende år, men vismændene overvurderer, hvor meget potentiel arbejdskraft der er i Danmark, mener DI.

Formandskabet i Det Økonomiske Råd fremlagde tirsdag sin såkaldte forårsrapport, der er de uafhængige vismænds bud på tilstanden i dansk økonomi. Konklusionen er en styrket dansk vækst, men rapporten møder kritik.

- Vismændene undervurderer i høj grad behovet for reformer, som kan bringe flere personer ud på arbejdsmarkedet.

- Det er dybt bekymrende, at vores virksomheder allerede på kanten af et opsving melder om problemer med at finde de rette medarbejdere, siger administrerende direktør Karsten Dybvad, DI.

DI oplever, at et stigende antal virksomheder finder det sværere at rekruttere de medarbejdere, de har brug for. Det understreger, at der ikke er de ledige ressourcer på arbejdsmarkedet, som vismændene vurderer, lyder det.

Også Dansk Erhverv er kritisk og frygter, at væksten i dansk økonomi kan blive en kort affære.

- Det er meget positivt, hvis der endelig kommer vækst. Dansk økonomi er gået fra sneglefart til skildpaddefart, og hvis prognosen fra vismændene holder, vil vi nu foretage et frøhop fremad.

- Desværre vil et sådant hop hurtigt udløse flaskehalse og dermed risikerer vi, at farten aftager igen, siger administrerende direktør Jens Klarskov, Dansk Erhverv.

Vismændene har i deres rapport også set nærmere på den såkaldte "hængekøje" i dansk økonomi.

Begrebet har fået sit navn efter formen på den graf, der viser udviklingen på de offentlige finanser efter 2020. Her frygtes en periode med underskud på den offentlige saldo, hvorefter det vil rette sig ud.

Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, professor Per Kongshøj Madsen, der også er medlem af Det Økonomiske Råd, ser dog positivt på fremtiden.

- I en tid hvor der fra politikere og arbejdsgiverorganisationer er mange meldinger og bekymringer om finansiering af fremtidens velfærdssamfund, må vi i lyset af dagens rapport ganske enkelt konkludere, at der er råd til det danske velfærdssamfund, siger han.

/ritzau/