Diego Costa sikrer sen Chelsea-sejr i Contes debut

Antonio Conte debuterede mandag aften med en sejr som manager for fodboldklubben Chelsea i Premier League.

Men det holdt meget hårdt, før den italienske manager kunne juble over en sen 2-1-sejr hjemme over West Ham.

Først efter knapt 89 minutters spil hamrede Diego Costa bolden i mål til kampens slutresultat.

Chelsea kom ellers planmæssigt foran to minutter inde i anden halvleg, da Eden Hazard udnyttede et straffespark.

West Ham fik imidlertid udlignet 13 minutter før tid ved James Collins, der udplacerede Thibaut Courtois i Chelseas mål.

Det lignede en pointdeling i London-opgøret, indtil Diego Costa sørgede for jubel på Stamford Bridge.

Antonio Conte kom til Chelsea, efter at han i sommer førte Italien til kvartfinalen ved EM i Frankrig.

Den tidligere storspiller førte fra 2012 til 2014 Juventus til tre italienske mesterskaber på stribe.

/ritzau/

Dagens Gossip