Dom: Overlæge bedrog Rigshospitalet for 2,3 millioner

Skrevet af admin

27/11/2015

Dagens topnyheder

Overlæge Peer Grande var ikke selv til stede, da Københavns Byret fredag eftermiddag fældede dom over ham i en omfattende sag om fusk med forskningsmidler. Dommen lyder på halvandet års betinget fængsel.

- Det er en enig domsmandsret, der er nået frem til afgørelsen, lyder det fra retsformand Helle Hastrup ved domsafsigelsen.

Fordi dommen er gjort betinget, slipper Peer Grande for at skulle i fængsel, men retten har bestemt, at overlægen skal sone sin brøde med 250 timers samfundstjeneste.

Retten valgte at frifinde overlægen for en række anklager, blandt andet nogle udgifter til tandlæge, men i det store hele fik anklagemyndigheden medhold.

- Den samlede sum udgør 2,3 millioner kroner, fortæller Helle Hastrup med henvisning til det beløb, som Peer Grande ifølge dommen har bedraget for.

Pengene skal Peer Grande betale tilbage, og dommen har desuden den konsekvens, at han ikke længere må modtage, forvalte eller på anden måde administrere offentlige eller private midler.

Hovedpersonen var som sagt ikke til stede ved domsafsigelsen, men hans advokat, Preben Kønig, fortæller, at Peer Grande nu vil overveje, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

Den 64-årige overlæge har gennem hele sagen nægtet sig skyldig i anklagerne om bedrageri for omkring 2,8 millioner kroner.

Pengene stammede fra såkaldt eksterne forskningsmidler, som stod på en privat forskningskonto, som lægen rådede over. Pengene var indbetalt af et medicinalfirma.

Lægen har ment, at han var i sin gode ret til at bruge pengene på udgifter af privat karakter. Han betragtede midlerne som en form for honorar.

Men retningslinjerne fra Rigshospitalet om den slags var klare, og der forelå sågar en gældende vejledning på området. Det slår retten fast i dommen.

- Retten mener, at tiltalte som overlæge på Rigshospitalet ikke kan anføre, at han ikke var bekendt med vejledningen, siger Helle Hastrup.

Svindlen drejer sig blandt andet om udgifter til dyre Rolex-ure, middage og flybilletter. Blandt andet et ur til 160.000 kroner og et til 80.000 samt. Sagen begyndte at rulle tilbage i sommeren 2013, hvor Jyllands-Posten bragte de første af en række afsløringer om rod i offentlige forskningsmidler.

Region Hovedstaden iværksatte på baggrund af afsløringerne en revisionsundersøgelse, og i forløbet blev fem læger politianmeldt og efterfølgende sigtet.

Ud over den aktuelle sag er der rejst tiltale i en sag, som begynder ved retten i starten af det nye år. En anden sag er ifølge advokaturchef Henrik Helmer Steen fortsat under efterforskning.

I de resterende to sager har anklagemyndigheden vurderet, at der ikke er grundlag for at føre en sag for retten, og sigtelserne mod disse to læger er blevet opgivet.

/ritzau/