Dommer forlænger mørklægning af terrorsag fra Kundby

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Hvad politiet og anklagemyndigheden har af oplysninger i en sag om påståede bombeterrorplaner mod to skoler, må endnu ikke komme offentligt frem.

Det har dommer Anette Rahr Codam onsdag besluttet under et retsmøde i Holbæk. Her skal hun senere onsdag tage stilling til den fortsatte varetægtsfængsling af en 16-årig pige og en 24-årig mand, som er sigtet for terrorplaner.

- Jeg er enig i, at der er et vist mønster i, hvordan retten forhold sig til at lukke dørene i den her type sager, lød det fra Anette Rahr Codam, inden hun afsagde kendelse om dørlukning og dermed forhindrede tilhørere - herunder pressen - at overvære retsmødet.

Kendelsen kom efter protester fra pressen. Protesten gik på, at anklager Kristian Kirk ikke i tilstrækkelig grad begrundede sin anmodning om dørlukning.

Kristian Kirk henviste til retsplejelovens bestemmelse om, at retten kan lukke dørene, "når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning".

Ifølge anklagemyndigheden har pigen haft planer om at udføre bombeangreb mod den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle.

Hun har blandt andet studeret bombemanualer og forsøgt at fremstille "Satans Mor". Det er et andet navn for det meget ustabile sprængstof TATP.

Anklagemyndigheden mener, at den 24-årige mand har bistået pigen i hendes planer. Derfor er han sigtet for at medvirke i planlægningen.

Pressens protester mod dørlukning ved onsdagens retsmøde gik blandt andet på, at offentlige retsmøder er vigtige, blandt andet for at sikre den offentlige tillid til retssystemet.

Derudover blev der protesteret over, at Kristian Kirk ikke tilstrækkeligt havde begrundet, hvordan et offentligt retsmøde på "afgørende" måde ville forstyrre efterforskningen, som det hedder i loven.

Under tidligere retsmøder har anklagemyndigheden fremført, at der skulle afhøres flere hundrede vidner i sagen, og at de ikke skulle have mulighed for at læse om sagens detaljer i pressen.

Anette Rahr Codam valgte onsdag at lukke dørene med den begrundelse, at retten tidligere - under lukkede retsmøder - har fået oplysninger om politiets efterforskning og derfor har kendskab til sagens detaljer.

/ritzau/