Dommer kritiserer Argentina for halve sandheder

Skrevet af admin

02/08/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske dommer Thomas Griesa kritiserer i kontante vendinger Argentinas beslutning om undlade at betale investorer, sådan som dommeren havde beordret.

I en retshøring opfordrer dommeren argentinernes advokater til at sørge for, at "den vildledende information, som republikken offentliggør" om uenighederne mellem investorerne og landet, stoppes.

Diplomater i det sydamerikanske land har vedholdende proklameret, at landet har levet op til sine gældsforpligtelser, men det betegner den amerikanske dommer for "en halv sandhed".

- Republikken er kommet med offentlige udtalelser, der har været meget vildledende, og det må stoppes, siger dommeren.

Griesa havde pålagt Argentina at betale over en milliard dollar til to ledende amerikanske hedgefonde, som landet indtil videre har nægtet at betale til.

Konflikten går tilbage til 2002, hvor Argentina gik statsbankerot. Størstedelen af landets investorer gik dengang med til at lægge landets gæld om. Men de amerikanske hedgefonde vil have fuld betaling.

De sidste 12 år har landet prøvet at genforhandle gælden for at komme ud af konkursen. To dages forhandlinger i New York mellem repræsentanter for den argentinske regering og hedgefondene endte onsdag, uden at parterne er kommet til enighed.

Torsdag morgen var der deadline for at betale afdrag til kreditorerne. Argentina har overført penge til den amerikanske bank New York Mellon, men kun til de kreditorer, som er gået med til at nedskrive gælden.

Derfor har Griesa beordret banken til ikke at overføre pengene til kreditorerne.

- Halve sandheder er ikke det samme som sandheden, sagde han fredag i retten.

Da kreditorerne ikke har fået deres penge, har flere ratingbureauer og ISDA, International Swaps & Derivatives Association, fredag afgjort, at Argentina har misligholdt sin gæld, og at landet dermed er gået konkurs.

/ritzau/Reuters