Domstol: Aflytning af Sarkozy er gyldig som bevis

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

En fransk domstol har torsdag afgjort, at telefonaflytninger af landets tidligere præsident Nicolas Sarkozy kan bruges som bevismateriale i en korruptionssag mod ekspræsidenten.

Det bekræfter en af Sarkozys forsvarsadvokater Paul-Albert Iweins ifølge avisen Le Figaro.

- I strid med vores retmæssige håb har domstolen ikke givet os medhold i denne afvisning (af aflytningerne, red.), siger Paul-Albert Iweins.

Ekspræsidenten står anklaget i en sag, hvor aflytninger afslører, at han lufter muligheden for at give et godt job til en dommer til gengæld for informationer om en korruptionsundersøgelse, der omhandler finansieringen af Sarkozys valgkamp i 2007.

Den franske anklagemyndighed begyndte at aflytte Sarkozys telefon på grund af mistanke om, at han modtog pengekuverter fra L'Oreal-arvingen Liliane Bettencourt til valgkampen.

Han blev senere frikendt i den sag, men efterforskningen afslørede, at han telefonisk havde drøftede muligheden af at sikre et topjob til dommeren Gilbert Azibert til gengæld for informationer i Bettencourt-sagen.

Det førte til, at Sarkozy i juli 2014 blev anklaget for korruption.

Gilbert Azibert fik aldrig jobbet, men dommeren er alligevel - sammen med Sarkozy og en advokat - anklaget i sagen.

Sarkozy var Frankrigs præsident fra 2007-2012, og han menes at gå efter at generobre posten ved præsidentvalget om to år.

Ekspræsidentens konservative parti, UMP, havde stor succes ved de franske lokalvalg tidligere på året. Her vandt UMP og dets allierede en klar sejr ved at erobre magten i yderligere knap 30 departementer.

Sarkozy står anklaget for punkter, som i yderste instans kan føre til 10 års fængsel.

Retseksperter vurderer ifølge nyhedsbureauet AFP, at selv hvis ekspræsidenten skulle blive dømt, ender han næppe bag tremmer.

/ritzau/