DSB kommer ud med halvårsunderskud på halv milliard

DSB kom ud af årets første seks måneder med et underskud på 447 millioner kroner.

Underskuddet skyldes først og fremmest en nedskrivning af værdien af IC2- og IC4-togsæt på 673 millioner kroner.

23 IC2-togsæt udfases med omgående virkning, og fem IC4-togsæt bliver også nedskrevet, fordi de ikke lever op til de opstillede krav om stabilitet.

Ser man bort fra nedskrivningen, ender DSB med et resultat før skat for første halvår på 195 millioner kroner.

Det er knap 191 millioner kroner lavere end for samme periode sidste år, og årsagen skal findes i, at DSB modtager færre penge fra staten for at opfylde trafikkontrakten.

Regnskabet viser også, at det har knebet med at leve op til de mål for rettidighed, som er aftalt.

Når det gælder fjern- og regionaltog, lykkedes det kun at få 72,7 procent af togene af sted til tiden.

Forsinkelserne skyldtes dog for en stor dels vedkommende forhold, som DSB ikke har indflydelse på, blandt andet sporarbejder på Østfyn og grænsekontrollen i togene fra Tyskland og til Sverige.

Renser man tallene med det forbehold, ender rettidigheden på 91,9 procent, hvilket er en smule under det aftalte niveau på 93,8 procent.

DSB's gæld er nedbragt med 575 millioner kroner i første halvår, og det er medvirkende til, at bestyrelsen har sagt god for bestilling af 26 el-lokomotiver, som forventes at kunne tages i brug fra og med 2020.

/ritzau/

Dagens Gossip