Durmisi: Sønderjyske-kamp bliver min sidste for Brøndby

Skrevet af admin

27/05/2016

Mest læste i dag

Brøndby har tidligere meldt ud, at Riza Durmisi muligvis er fortid i klubben, når næste sæson sparkes i gang.

Selv om han endnu ikke har underskrevet en kontrakt med en anden klub, så fortæller hovedpersonen selv, at kampen mod Sønderjyske på søndag bliver hans sidste i den gule trøje.

- Det bliver min sidste kamp for Brøndby, og jeg vil fokusere på kampen. Nu når vi har sikret os en plads i Europa, så kan jeg godt sige, at det bliver min sidste kamp foreløbig, siger Riza Durmisi.

Han ser frem til en fed oplevelse på Brøndby Stadion og håber, at det kan blive til fuldt hus i sæsonens sidste hjemmekamp.

- Det bliver en fed oplevelse. Jeg håber, at der kommer fuldt hus, og jeg vil gerne sige farvel til fansene med en sejr over Sønderjyske, siger Riza Durmisi.

- Klubben betyder alt for mig. Jeg har spillet her i 12 år, og jeg kender alle omkring klubben. Det er mit andet hjem.

Han regner dog ikke med, at det bliver en tårevædet afsked.

- Jeg er ikke typen, der græder. Men det bliver vemodigt, og jeg kommer til at savne alle dem, der er herude. Jeg vil dog ikke sige, at det er et farvel, men i stedet sige på gensyn, siger han.

De hotteste rygter har gået på en fremtid i spanske Real Betis. Riza Durmisi understreger, at han endnu ikke har underskrevet en aftale, men fortæller, at spansk fodbold passer godt til en type som ham.

- Der er ikke underskrevet nogen kontrakt. Men det er en drengedrøm at komme til udlandet. Mit fokus er i første omgang på at slutte godt af i Brøndby, og så er der også en landsholdstur, hvor jeg skal vise mig frem for Åge Hareide (Danmarks landstræner, red.).

- Spansk fodbold ligger generelt godt til mig, men man ved selvfølgelig ikke, hvordan det kommer til at gå, når man først har taget springet. Sådan er fodboldverdenen, og man må kaste sig ud i det, og se hvad der sker, siger Riza Durmisi.

Riza Durmisis sidste optræden for Brøndby bliver på søndag, hvor klubben tager imod Sønderjyske i sidste runde af Alka Superligaen.

/ritzau/