Dusinvis er dræbt i russisk bomberegn mod Islamisk Stat

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

I både Syrien og Irak bliver Islamisk Stat (IS) udsat for stadig hårdere luftangreb.

Fredag er mindst 36 personer omkommet i bombeangreb fra russiske og syriske fly.

Der er muligvis tale om det hidtil kraftigste bombardement af den ekstremistiske bevægelse. Det vurderer Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger udviklingen i det krigshærgede land.

- Det er det mest voldsomme bombardement, siden opstanden begyndte i 2011, siger overvågningsgruppens leder, Rami Abdel Rahman, således til nyhedsbureauet AFP.

Kampflyene slog til i provinsen Deir Ezzor, der kontrolleres af Islamisk Stat. Desuden blev der fra russiske krigsskibe i Det Kaspiske Hav affyret krydsermissiler mod området i den østlige del af Syrien.

- Mindst 36 mennesker blev dræbt og dusinvis såret i flere end 70 angreb udført af russiske og syriske fly mod adskillige områder i Deir Ezzor, siger Rami Abdel Rahman.

Både store og mindre byer i provinsen var mål for angrebene. Det samme var tre oliefelter. Salg af olie anses for at være den vigtigste indtægtskilde for Islamisk Stat.

Rusland begyndte at bombe i Syrien i september på opfordring fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, der i mange år har kunnet regne med opbakning fra Rusland.

Præsident Vladimir Putin svor i denne uge, at Rusland vil jage og "straffe" de personer, som er skyld i, at et russisk charterfly i oktober styrtede ned i Egypten. Alle 224 mennesker på flyet omkom. Islamisk Stat hævder at stå bag.

Indsatsen i Syrien bliver fulgt tæt på russisk tv. Fredag blev der bragt et klip fra den russiske flybase i Syrien, som viste en mand, der med sort tusch skrev "For vores folk!" og "For Paris!" på bomber i minutterne op til, at et krigsfly skulle lette.

Ruslands indsats sker uafhængigt af den USA-ledede koalition, som siden efteråret 2014 har angrebet Islamisk Stat fra luften i både Syrien og Irak.

Fredag oplyste det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters, at kampfly fra koalitionen torsdag gennemførte 20 angreb mod Islamisk Stat i Irak.

/ritzau/AFP