Ebola: Sierra Leone lukker seks millioner inde

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

Gaderne over hele Sierra Leone i Vestafrika er fredag mennesketomme, efter regeringen har iværksat et tre dage langt udgangsforbud for at bekæmpe en ebola-epidemi.

Virussygdommen ebola har i Vestafrika kostet over 2600 mennesker livet, og FN advarer om, at den dødsensfarlige sygdom langtfra er under kontrol.

Soldater og politi er udstationeret langs alle de større veje i Sierra Leone. De skal sikre, at landets seks millioner indbyggere holder sig inden døre.

Folk får først lov til at komme ud igen søndag.

- Vi er nødt til at begrænse bevægelsesfriheden for os alle for at undgå kropskontakt, siger regeringens talsmand. Ebola smitter gennem fysisk kontakt.

De eneste, der har lov til at gå ud, er 28.000 frivillige, der skal gå fra dør til dør for at se spor efter ebola og instruere folk i, hvordan de undgår sygdommen.

De vil uddele 1,5 millioner stykker håndsæbe for at opmuntre folk til at huske at vaske hænder.

Sierra Leone har registreret 1673 tilfælde af ebola, og 562 er døde.

Læger uden Grænser har kritiseret, at myndighederne vælger at gøre noget ved problemet ved at spærre folk inde i deres huse.

Organisationen er bekymret for, at det vil få folk til at skjule mulige tilfælde af ebola og dermed medvirke til at sprede sygdommen endnu mere.

/ritzau/dpa