Efterårsferiens første weekend begynder med flot vejr

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

For mange danskere er den kommende uge 42 lig med efterårsferie.

De, der allerede tager hul på ferien fredag eftermiddag, kan se frem til en weekend med flot højtryksvejr.

I hvert fald på papiret.

- Det bliver en weekend præget af østenvind og højtryk og cirka ti grader. Udfordringen bliver, at vandet omkring Danmark er varmere, siger DMI-meteorolog Frank Nielsen.

- Normalt vil det betyde flot solskinsvejr, men på grund af havtemperaturer på 13-14 grader vil der dannes et skylag i cirka en kilometers højde, som solen kan få svært ved at skinne igennem, tilføjer han.

Det er en kold luft oppe fra Finland, der møder det varme danske havvand og danner skyerne.

Fredag er der bedst chance for at opleve sol og tørvejr på Bornholm og i de østlige egne.

- Lørdag og søndag bliver nogle ret ens dage. Begge dage vil der være en del skyer, men solen bryder i løbet af dagen igennem flere steder. Jeg tror, man kommer til at se mest til solen i de nordlige egne, siger Frank Nielsen.

- Alt i alt bliver det weekendvejr af den bløde mellemvare. Det er lidt ærgerligt, for uden skyerne ville det have været perfekt efterårsvejr, lyder det fra vagtchefen.

I Nordjylland kan der natten til søndag muligvis måles temperaturer ned til frysepunktet.

Det afhænger af, om skyerne bliver liggende over landsdelen om natten.

Vejret i efterårsferien næste uge er for tidligt at spå om.

Ifølge DMI kan det gå flere veje:

- Nogle modeller siger, at det bliver blæsende og vådt. Andre siger noget andet. Man kan være heldig, at det vælger en tredje vej og giver flot vejr, siger Frank Nielsen.

Dermed er det endnu for tidligt at lægge sig fast på, om ferievejret egner sig bedst til en tur i biografen - eller en tur i skoven.

/ritzau/