Egyptens præsident baner omsider vej for parlamentsvalg

Skrevet af admin

02/08/2015

Dagens topnyheder

Egypterne har ventet længe på det parlamentsvalg, der skal sikre et demokratisk fundament efter militærkuppet for to år siden, og nu sker der noget - omsider.

Landets præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har ifølge nyhedsbureauet Reuters underskrevet en valglov, der baner vej for, at valget kan udskrives.

Parlamentsvalget skulle være afviklet i marts. Men det blev afblæst, da en forfatningsdomstol afgjorde, at valgloven er i strid med Egyptens forfatning.

Der er endnu ikke sat en dato for parlamentsvalget, men kommentatorer og iagttagere har på det seneste udtrykt skepsis over rygter om et valg i løbet af efteråret.

Pessimismen har været båret af, at valgloven ifølge eksperter har krævet en solid gennemarbejdning.

Den ny valglov siger, at der skal vælges 448 individuelle kandidater til nationalforsamlingen, mens 120 sæder besættes gennem partilister med kvoter for kvinder, yngre og kristne.

Den tidligere lov gav 420 individuelle sæder og 120 sæder gennem lister.

/ritzau/Reuters