Egyptens præsident: En lang kamp mod militante venter

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

Egypterne må belave sig på, at der venter en lang og hård kamp mod militante islamister.

Det advarer deres præsident, Ebdel Fattah al-Sisi, om.

- Denne kamp bliver svær, barsk, ond og vil tage lang tid, siger han i en tale, der er transmitteret i det statslige tv.

Advarslen kommer, efter at sikkerhedsstyrker natten til fredag måtte slås mod væbnede islamister, der foretog fire angreb i den nordlige del af Sinai-ørkenen.

Der var tale om nogle af de værste kampe i mange år. Den egyptiske gren af Bevægelsen Islamisk stat (IS) har taget skylden for de fire angreb, der ifølge bevægelsen kostede mindst 30 soldater og politiofficerer livet.

Sisi siger, at Egypten nu konfronteres af "den stærkeste hemmelige organisation i verden".

Det er en henvisning til Det Muslimske Broderskab.

Tilbage i 2013 afsatte den daværende egyptiske hærchef præsident Mohamed Mursi efter masseprotester mod hans styre.

Mursi var islamist fra Det Muslimske Broderskab.

Det var præsident Sisi, der var hærchef dengang, og hans sikkerhedsstyrker slår nu hårdt ned på mistænkte medlemmer af den forbudte organisation.

Egyptiske embedsmænd skelner ikke mellem Det Muslimske Broderskab, Islamisk Stat, al-Qaeda og gruppen Sinai Provinsen.

Disse grupper, lyder siger embedsmændene, udgør en stor trussel, fordi de deler den samme ideologi.

/ritzau/Reuters