Ekspert: Assad forsøger at skifte fokus med IS-snak

Skrevet af admin

17/04/2015

Mest læste i dag

Nok er det muligt for skandinaver at gøre karriere inden for Islamisk Stat.

Men udtalelserne fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, om, at de farligste af den militante gruppes ledere er skandinaver, er ikke nødvendigvis nogen skinbarlig sandhed, siger den svenske terrorekspert Hans Brun.

- Det er umuligt at afgøre og kan meget vel være sagt for at generere opmærksomhed, siger Hans Brun, der som forsker er tilknyttet Försvarshögskolan og King's College i London.

Han mener, at udtalelsen er et forsøg på at fjerne fokus fra sine egne styrker og de overgreb, de begår i Syrien.

I et opsigtvækkende tv-interview med den svenske avis Expressen siger Assad, at de farligste af Islamisk Stats ledere er fra Skandinavien.

- Hvad enten du ser Sverige som en del af Europa eller den skandinaviske gruppe af EU-lande, bør man være opmærksom på, at de farligste ledere af Islamisk Stat i vores region er skandinaver. Det er fakta. Det er de informationer, vi har, siger Assad til Expressen.

Oplysningerne kommer angiveligt fra den irakiske hær og fra afhoppede generaler.

I interviewet tegner Assad et billede af krigen i Syrien som en kamp mod terrorisme, hvor han selv går forrest.

- Det er typisk, at han klumper sine fjender sammen og ser dem som terrorister, siger Per Jönsson, mellemøstanalytiker ved Udenrigspolitisk Institut i Stockholm.

I interviewet kritiserer Assad også, at den svenske sikkerhedstjeneste ikke har været i kontakt med Syriens efterretningstjenester for at udveksle information.

Men det finder Hans Brun ikke så underligt.

- Få vil have kontakt med den syriske sikkerhedstjeneste. Det drejer sig om et rigtigt ondskabsfuldt sikkerhedsapparat og helt ubeskrivelige folkeretskrænkelser, siger han.

/ritzau/TT