Ekspert ser lyst på FCM-muligheder efter EL-lodtrækning

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Napoli, Club Brugge og Legia Warszawa hedder de tre udfordringer, som FC Midtjylland skal forsøge at nedkæmpe i jagten på en plads i Europa League efter gruppespillet.

Det afgjorde fredagens lodtrækning i Monaco, og ifølge Viasats ekspertkommentator Jesper Thygesen er der grund til optimisme i det midtjyske.

- Først og fremmest er det en god lodtrækning i forhold til, at FC Midtjylland undgik lange ture mod øst. Liverpool og Dortmund havde selvfølgelig været de helt store modstandere, men det er gode europæiske hold, de skal op mod, siger Thygesen.

- Det er en middelsvær pulje, hvor Napoli er den klare favorit. De har leveret flotte resultater de seneste år, og de har en god tilgang til fodboldspillet.

De to andre hold er dog ikke uoverkommelige opgaver for et stærkt spillende midtjysk mandskab.

- FC Midtjylland skal slå Legia Warszawa, og så synes jeg, at Club Brugge er en smule afmonteret i forhold til sidste år, hvor de sendte flere danske hold ud.

- De har solgt nogle profiler, og jeg synes, de mangler den X-factor, som gjorde dem bedre sidste år. Det kan godt blive de to indbyrdes kampe mod Brugge, som afgør, hvilket af holdene der kommer videre, vurderer Jesper Thygesen.

FCM slog sig vej til gruppespillet ved at besejre Southampton efter at have tabt i Champions League-kvalifikation til Apoel Nicosia, men alle kampene har sendt signaler om, at FCM kan være med på den europæiske hylde.

- Holdet har vist et højt internationalt bundniveau i syv ud af otte halvlege. Det er kun den ene halvleg mod Apoel, hvor de ikke leverer, og det lover godt, mener Viasat-eksperten.

/ritzau/