Eksperter: Sverigedemokraterna vinder på ny aftale

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Socialdemokraterna vinder på den korte bane, men på lang sigt kan vinderen hedde Sverigedemokraterna, der ellers er sendt ud i kulden med den aftale, som den rød-grønne svenske regering lørdag har indgået med den borgerlige opposition.

Det vurderer flere sverigeskendere, efter at Stefan Löfvens mindretalsregering med aftalen overraskende har formået at afværge et nyvalg til marts.

- På kort sigt bliver det meget nemmere for den svenske regering at få gennemført sin politik, fordi den nu har sikret sig på forhånd, at de borgerlige partier vil støtte store dele af dens politik, siger Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet.

Men på lang sigt kan aftalen blive et problem, fordi den kan styrke Sverigedemokraterna yderligere og give det indvandrerkritiske parti endnu flere stemmer ved valget i 2018, mener han.

- Der er nok nogle svenskere, der vil mene, at nu ser politikerne alt for meget bort fra, hvordan svenskerne har sammensat Riksdagen, for de tager ikke nok hensyn til Sverigedemokraterna, forklarer han.

Også lektor i statskundskab ved Stockholm Universitet Drude Dahlerup udpeger de to partier som dem, der får mest ud af aftalen. Men hun hæfter sig ved, at den borgerlige opposition, Alliansen, ikke ønskede et nyvalg.

- I de seneste målinger har både Sverigedemokraterna og Socialdemokraterne stået til fremgang, men der har ikke været andre, på nær Sverigedemokraterna, som har ønsket et nyt valg.

- Heller ikke de borgerlige, som har mistet deres mest fremtrædende politikere, siger hun med henvisning til blandt andre tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt.

22. december kom det frem, at repræsentanter fra Alliansen og regeringspartierne forhandlede om en aftale, der ville gøre det muligt for mindretalsregeringer at regere.

Lørdag præsenterede statsminister Stefan Löfven så sammen med partilederne fra Moderaterna, Miljöpartiet, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna aftalen, hvorved planerne om et nyvalg til Sverigedemokraternas store vrede blev skrottet.

/ritzau/