Eksplosion på spansk fyrværkerifabrik kvæster fire

Skrevet af admin

31/08/2015

Mest læste i dag

En kraftig eksplosion på en fyrværkerifabrik i Spanien har kostet fem mennesker livet og sendt seks andre på hospitalet med alvorlige kvæstelser, oplyser spanske myndigheder.

Årsagen til eksplosionen er endnu ukendt.

- Ud over de døde er der i øjeblikket seks der er kvæstet i forskellig grad, siger en talsperson for de regionale myndigheder.

Braget fra fyrværkerifabrikken kunne høres over store dele af byen Zaragoza, som fabrikken ligger i udkanten af.

Tv-billeder og fotos på sociale medier viser en tyk røgsky stige op over fabriksbygningen.

Umiddelbart efter det første drøn havde lydt, havde redningsmandskab vanskeligt ved at komme frem til ulykkesstedet på grund af de fortsatte eksplosioner, rapporterer tv-stationen RTVE.

Den lokale ambulancetjeneste sendte advarsler ud på Twitter og bedt indbyggere i området holde sig væk fra fabrikken.

Fabrikken Pirotecnia Zaragozana, som fremstiller fyrværkeri og tændstikker, ligger i det nordøstlige Spanien uden for Zaragoza, ikke langt fra byens lufthavn. Den har 40 ansatte, fremgår det af dens hjemmeside.

Ulykker på fyrværkerifabrikker er tidligere forekommet i Spanien. Ifølge avisen El Pais er over 110 mennesker døde og langt flere kommet til skade ved ulykker på fyrværkerifabrikker i Spanien i løbet af de seneste 25 år.

/ritzau/Reuters