EL drøfter dansk våbentransport til Irak

Skrevet af admin

23/08/2014

Dagens topnyheder

I weekenden vurderer Enhedslistens hovedbestyrelse, om folketingsgruppen skal støtte eller stemme imod at sende et militært C-130 Hercules-transportfly med lette våben som dansk bidrag til USA's aktion i det nordlige Irak, hvor kurderne er presset af islamisterne i Islamisk Stat.

Partiets udenrigsordfører, Christian Juhl, vil på forhånd ikke oplyse sin holdning til spørgsmålet.

- Jeg er partiets udenrigsordfører. Da jeg taler på partiets vegne, vil jeg vente med at udtale mig, siger Christian Juhl.

Regeringen fik støtte fra alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten ved torsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn, og selve missionen skal endeligt godkendes af Folketinget ved en hastebehandling på onsdag.

I marts 2011 blev Enhedslistens folketingsgruppe efter få dage banket på plads af baglandet, fordi de støttede, at danske F-16-fly skulle i aktion mod Libyens hær.

Ved årsmødet i 2012 præciserede partiet, hvordan proceduren er for, at folketingsgruppen må støtte danske militære aktioner, forklarer Christian Juhl.

- Det skal ske i hovedbestyrelsen, uanset om det er en humanitær aktion eller en militæraktion med våben. Det er en ekstraordinær situation, når vi sender dansk forsvar udenfor landets grænser. Så siger grundloven, at vi skal ned i folketingssalen, siger Christian Juhl.

- Så siger vore retningslinjer, at det skal op i hovedbestyrelsen. Vi skal vurdere situationen. Vi skal indhente specialist-erklæringer. Vi skal lave egne analyser af situationen.

Det haster, fordi regeringen allerede mandag fremsætter sit beslutningsforslag om at sende flyet til Irak med lette våben og soldater, som skal beskytte flyet.

Enhedslisten var klar til at bakke op om missionen, da der kun var tale om nødhjælp.

Før regeringen lovede FN at lade flyet medtage våben, begrundede Enhedslistens Per Clausen sin støtte således på Facebook:

- Godt med dansk humanitær hjælp til ofrene for Islamisk Stat. Det skal følges op med støtte til kurderne, krav om FN-indgreb, som kan beskytte flygtningene, og sanktioner mod de nationer og enkeltpersoner der støtter Islamisk Stat.

/ritzau/