EL vil vælte Hjort hvis Dong-papirer holdes tilbage

Skrevet af admin

03/08/2015

Dagens topnyheder

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er ligesom sin forgænger på posten under pres fra både Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at udlevere centrale oplysninger om salget af aktier i Dong Energy.

Før folketingsvalget udtrykte både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vilje til et stormløb på daværende finansminister Bjarne Corydon (S), hvis ikke han ville give Folketinget mulighed for at se de ønskede oplysninger.

Det fastholder gruppenæstformand i Enhedslisten, Pernille Skipper, men hun er bange for, at Dansk Folkeparti er ved at bakke ud:

- Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti har skruet ned for retorikken. Før valget, da finansministeren hed Bjarne Corydon, var de helt oppe på den høje klinge og var helt klare i spyttet, siger Pernille Skipper.

Hun henviser dermed til, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, før valget sagde, at man vil have dokumenterne udleveret uanset, hvem der blev statsminister efter valget.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, vil dog mandag i forbindelse med partiets sommergruppemøde ikke tale om mistillid til Claus Hjort Frederiksen. I første omgang vil Dansk Folkeparti afvente et svar fra den nye finansminister.

Det er for slapt, mener Pernille Skipper:

- I Enhedslisten står vi præcis samme sted, som vi gjorde før sommerferien, og vi er klar til en mistillid til Claus Hjort, hvis papirerne ikke bliver givet til Finansudvalget.

- Det var Dansk Folkeparti også før valget, og det er uhyggeligt, hvis de trækker i land på det nu. Ren hykleri, siger hun.

Spørgsmålet om åbenhed om de alternative bud på Dong er blevet et principspørgsmål for Enhedslisten og var længe en møgsag for den tidligere finansminister.

Udskrivelsen af folketingsvalget satte dog sagen på standby, så Bjarne Corydon undgik en mistillidsdagsorden. Men Enhedslisten vil holde fast i sagen efter valget:

- Det handler om finansudvalgets mulighed for at kontrollere, at der reelt ikke fandtes andre og bedre bud fra andre end kapitalfonden Goldman Sachs, der som bekendt opererer i skattely, siger Pernille Skipper.

/ritzau/