Emilie Esther efter sejr i X Factor: Det er ubeskriveligt

Skrevet af admin

28/03/2015

Mest læste i dag

Det blev den kun 15-årige Emilie Esther, der fredag aften løb med X Factor-trofæet foran konkurrenterne Jógvan og gruppen Ivarsson, Bang & Neumann.

Og den unge sangfugl er jublende lykkelig over sin førsteplads.

- Det er ubeskriveligt, jeg er så taknemmelig. Jeg kan slet ikke beskrive det med ord, jeg er så glad og lettet. Det her er min drøm, siger Emilie Esther efter aftenens store finale, der blev afholdt i en udsolgt Jyske Bank Boxen i Herning.

13.000 mennesker var til stede, da X Factor-værten Eva Harlou udråbte vinderen, men sekunderne inden blev pludselig lange, fortæller Emilie Esther.

- Det var så nervepirrende. Jeg stod og knuste Remees hånd, jeg rystede og mit hjerte bankede, og så sagde Eva mit navn, og jeg kunne slet ikke forstå det, siger Emilie Esther.

Foruden æren venter der Emilie Esther et samarbejde med stjerneproduceren RedOne, som har produceret numre for sangerinder som Lady Gaga og Nicki Minaj.

Og så skal hun også møde manden, der opfandt X Factor, nemlig den britiske succesproducer, Simon Cowell.

Men det har ikke været præmien, som Emilie Esther har spekuleret mest over undervejs i X Factor.

- Jeg har tænkt over præmien, men jeg har aldrig turde gøre det fuldt ud. Men jeg glæder mig så meget til at komme derover og lave en masse fantastisk musik og møde en masse fantastiske producere, siger sangerinden, der også glæder sig til at møde Simon Cowell.

- Jeg har set meget X Factor fra USA, så jeg glæder mig så meget til at høre, hvad han synes om mig, og om han kan lide min stemme, siger sangerinden.

Emilie Esther fik efter sin sejr også stor ros fra sin mentor, Remee, der var pavestolt over den unge sangerinde.

- Det er en kæmpe gave at arbejde med dit talent. Nu skal vi bare sørge for, at du kommer i de bedste hænder. Du er en stjerne, der er født, roste Remee.

/ritzau/