Engell om markant S-fremgang: Spis lige brød til

Skrevet af admin

31/03/2015

Mest læste i dag

Morgenkaffen smager muligvis en anelse bedre tirsdag morgen på Socialdemokraternes kontorer på Christiansborg.

En meningsmåling fra Greens i Børsen giver nemlig partiet en kraftig fremgang fra 20,9 procent til 24,4 procent af stemmerne.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt bør ikke føle sig alt for fristet til at udskrive valg på baggrund af målingen i Børsen, mener politisk kommentator Hans Engell.

- For det første vil jeg sige, at man skal tage denne måling med et gran salt. Så store hop ser vi normalt ikke. Der skal tre eller fire målinger til med samme billede, før Thorning eventuelt vil udskrive valget, siger Hans Engell til Ritzau.

Rød blok bakkes i målingen op af 48,2 procent af vælgerne, mens de borgerlige partier står til 51,7 procent. Målingen sender desuden Alternativet over spærregrænsen.

Selv om Engell understreger, at målingen stikker ud, er den dog udtryk for en tendens, mener han.

- Det er jo en måling, der viser, at der flyttes vælgere fra blå til rød blok. Hidtil har vi set målinger, hvor man flytter sig inden for blokkene. Det er klart noget, der giver regeringen blod på tanden, når vi taler valgudskrivelse, siger Hans Engell.

- Men der er ret stor usikkerhed i meningsmålingerne i øjeblikket, og det skyldes med garanti, at der rent faktisk også er en stor usikkerhed blandt vælgerne.

- Jeg tror, at der er mange grunde til, at det flytter sig: Thorning har været inde i en god periode, senest med meldingen om Angela Merkels besøg, der viser, at hun er internationalt respekteret.

- Og så er der ingen tvivl om, at annoncekampagnen på integrationsområdet også kan flytte noget, siger han.

De mange nye stemmer til Socialdemokraterne ser især ud til at komme fra Dansk Folkeparti, der går tilbage til 17,2 procent fra 21,7 procent i den forrige Greens-måling.

Venstre står til 23,3 procent mod 21,4 procent i februar, mens De Radikale mister to procentpoint og må nøjes med en opbakning fra 5,9 procent af vælgerne.

Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger fra de fem store analyseinstitutter, giver Socialdemokraterne 23,4 procent af stemmerne og rød blok 47,5 procent af stemmerne.

/ritzau/