Erdogan langer ud efter kritikere hjemme og ude

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

Det var egentlig et arrangement, der skulle markere årsdagen for, at osmannerne erobrede Istanbul, men der gik politik i den.

Præsident Recep Tayyip Erdogan var med ved arrangementet lørdag aften, og han var kampklar. Han langede ud efter sine kritikere både hjemme og ude, skriver lokale medier.

Der er parlamentsvalg i Tyrkiet den 7. juni, og arrangementet lørdag aften var lige så meget et vælgermøde, som Erdogan holdt sammen med det islamiske parti AKP, som Erdogan har været med til at stifte.

Den engelsksprogede tyrkiske avis Todays Zaman skriver på sin netavis, at Erdogan, der som præsident ellers skal holde sig upartisk, indirekte førte valgkamp sammen med AKP, hvilket han før er blevet kritiseret for.

Ved sin side lørdag aften havde Erdogan premierminister Ahmet Davutoglu, der også er formand for AKP.

I sin tale langede Erdogan ud efter den amerikanske avis New York Times, der i en leder forrige weekend rettede en hård kritik mod den tyrkiske præsident.

- Der er en sprøjte, der kaldes New York Times, sagde Erdogan, der hævder, at avisen har tætte forbindelse til den såkaldte Gülen-bevægelse.

Den inspireres af den islamiske præst Fethullah Gülen, der bor i USA, og som har et meget køligt forhold til Erdogan.

I sin leder skrev den amerikanske avis, at der er frygt for, at Erdogan vil slå ned på sine politiske modstandere for at sikre, at AKP vinder valget.

Erdogan har ikke lagt skjul på, at han ønsker, at AKP får en stor sejr, så partiet kan gennemtrumfe forfatningsændringer, der giver præsidenten - Erdogan - flere beføjelser.

Oppositionen har før kritiseret Erdogan for, at han som præsident fører valgkamp sammen med AKP.

Den tyrkiske netavis skriver, at Erdogan øger antallet af vælgermøder, hvilket ifølge avisen tilsyneladende er et forsøg på at øge støtten til AKP

/ritzau/