Eriksens måltørke forbi: Sænker Newcastle med frispark

Skrevet af admin

19/04/2015

Mest læste i dag

Christian Eriksen blev søndag matchvinder for Tottenham med et frisparksmål i en 3-1-sejr på udebane over Newcastle.

Danskeren scorede det afgørende mål til 2-1 i begyndelsen af anden halvleg, inden holdets topscorer Harry Kane i overtiden cementerede sejren med en scoring.

Den danske midtbanespiller har afgjort mange kampe til Tottenhams fordel i denne sæson, men det var efterhånden et stykke tid siden sidst.

Christian Eriksens seneste scoring faldt den 31. januar, da holdet fra London slog West Bromwich med 3-0.

Dengang var den 23-årige dansker en af ligaens mest hypede profiler med masser af afgørende mål i støvlerne. Bare to uger før målet mod West Bromwich havde Eriksen med en scoring i slutfasen sørget for en sen 2-1-sejr over Sunderland.

Efter en lang scoringspause var der endelig tid til at juble igen mod Newcastle, da danskeren otte minutter efter pausen tog et frispark fra venstrekanten.

Ingen af Tottenhams mange folk i feltet fik panden på Eriksens bold, der i stedet fløj ind ved bageste stolpe til 2-1. Målet var Christian Eriksens 10. ligascoring i den igangværende sæson.

Nacer Chadli havde efter en halv times spil bragt Tottenham foran med 1-0, mens Jack Colback fik udlignet i begyndelsen af anden halvleg.

Tottenham indtager Premier Leagues sjetteplads med 57 point, mens Newcastle er nummer 14 med 35 point.

/ritzau/