Esbjerg præsterer vildt pokalcomeback mod AaB

Skrevet af admin

05/03/2015

Dagens topnyheder

Det lignede en sikker AaB-sejr i kvartfinalen mod Esbjerg i DBU Pokalen, da det stod 2-0 ved pausen til nordjyderne.

Men Esbjerg leverede et comeback af dimensioner ved at vende kampen til en 4-2-sejr i anden halvleg. Dermed er Esbjerg videre til semifinalen sammen med FC København, Sønderjyske og FC Vestsjælland.

AaB kom bedst fra start, da angriberen Nicklas Helenius scorede til 1-0 efter 37 minutter på et flot opspil - sat op af først Thomas Augustinussen og siden Henrik Dalsgaard på højrekanten.

Få minutter senere trykkede Helenius kanonen af langt udefra, og så stod Thomas Enevoldsen foran kassen og rettede smart bolden af til 2-0-scoring.

I anden halvleg svarede Esbjerg godt igen, og Emil Lyng reducerede til 1-2 efter 51 minutter.

Kort efter headede Robin Söder på overliggeren, men det var Kevin Mensah, som blev den helt store pokalhelt med flotte mål efter 68 og 72 minutter.

Så var den kamp vendt helt på hovedet, men det var ikke nok for vestjyderne. Indskiftede Lasse Rise øgede til slutresultatet 4-2 få minutter før slutfløjtet.

Lodtrækningen til semifinalerne, der afgøres over to kampe i april, fandt sted torsdag aften. Esbjerg trak FCK, mens Sønderjyske skal ud i to opgør mod FC Vestsjælland.

/ritzau/