EU-boss vil styre oplysning til borgerne

Skrevet af admin

02/04/2015

Mest læste i dag

Det var med løfter om mere åbenhed og bedre kommunikation, at luxembourgeren Jean-Claude Juncker overtog magten i EU-Kommissionen sidste efterår, men i realiteten er der sket det modsatte, advarer eksperter.

Det skriver Politiken torsdag.

Topstyring, politisk spin og forbud mod at udtale sig har skabt et mere lukket system, der gør det sværere for medierne at informere de europæiske borgere ordentligt om unionens arbejde.

Den udvikling advarer også Danmarks tidligere kommissær Connie Hedegaard nu imod. Blandt de nye tiltag er, at almindelige embedsmænd i kabinetter og generaldirektorater ikke længere må tale med journalister uden særlig tilladelse.

- Hvis journalister ikke kan ringe til en embedsmand, som kan forklare, hvad der er faktuelt rigtigt og forkert, før journalisten går videre til den politisk ansvarlige, så risikerer man at få dårligere kommunikation i stedet for bedre kommunikation, siger Connie Hedegaard til Politiken.

Hun kritiserer samtidig, at Juncker i sin iver efter at styre al information har ændret på EU's talsmandstjeneste, så hver af de 28 kommissærer ikke længere har sin egen talsperson.

I stedet skal de deles om 13 talspersoner i den nye kommission.

Connie Hedegaard bakkes op af flere kilder i den nuværende kommission, som Politiken har talt med.

De beskriver, hvordan næsten alle tidligere talsmænd er blevet smidt ud og erstattet med Jean-Claude Junckers "politiske venner".

Og hvordan al kommunikation udadtil i modsætning til tidligere nu skal godkendes helt i toppen af Junckers kabinetschef og tidligere kampagneleder, tyskeren Martin Selmayr.

- Det hele er blevet til et permanent kampagneapparat for Jean-Claude Juncker selv, siger en kilde i kommissionen til avisen.

/ritzau/