EU indfører sanktioner mod 18 virksomheder

Skrevet af admin

24/07/2014

Mest læste i dag

EU indfører sanktioner mod 18 virksomheder og andre instanser samt yderligere 15 ukrainere og russere for deres rolle i krisen i Ukraine.

Det er de 28 EU-landes ambassadører, der ifølge EU-diplomater torsdag eftermiddag har truffet beslutningen på et møde i Bruxelles.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er de 18 virksomheder mere specifikt ni virksomheder og ni institutioner som lokale myndigheder, der er stablet på benene af prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

EU-landenes udenrigsministre mødtes i tirsdags, hvor de gjorde det klart, at der senere på ugen ville blive sat russiske personer og virksomheder på listen over dem, der skal straffes for at yde materiel og økonomisk støtte til at undergrave Ukraines suverænitet og uafhængighed.

Der er i forvejen 72 personer og to virksomheder på listen over dem, der får indefrosset deres penge i europæiske banker og nægtet adgang til unionen.

Navnene på de russere og ukrainere, der bliver tilføjet, og de 18 virksomheder og institutioner vil blive offentliggjort fredag.

Ifølge Ritzaus oplysninger har ambassadørerne også torsdag færdiggjort det juridiske grundlag, der skal til for at straffe russiske pengemænd, som støtter beslutningstagere i Moskva, der står bag afgørelsen om at annektere den ukrainske Krim-halvø.

EU's udenrigsministre har også bedt EU-Kommissionen om at komme med en liste over de muligheder, der er, for at indføre bredere økonomiske sanktioner mod Rusland på områder som finans, våben og EU's eksport af udstyr til Rusland, som kan bruges militært og i energisektoren.

Der forventes at blive truffet en beslutning om de økonomiske sanktioner i næste uge, med mindre Rusland lever op til en række krav fra EU om at samarbejde og stoppe med at sende våben over grænsen til Ukraine.

Diskussionen om de bredere sanktioner fortsætter på ambassadørniveau fredag.

/ritzau/