EU mener Israels nedrivninger kan smadre tostatsløsning

Skrevet af admin

06/02/2016

Mest læste i dag

Israel bør sløjfe en beslutning om at rive palæstinensiske huse på Vestbredden ned, lyder opfordringen fra EU.

Fortsætter nedrivningen for at bane vej for større bosættelser, vil det kun føre til yderligere splittelse mellem israelere og palæstinensere, hedder det.

- Vi appellerer til de israelske myndigheder om at trække beslutningen tilbage og stoppe yderligere nedrivning, skriver EU's udenrigstjeneste, EEAS, i en erklæring lørdag.

Udenrigstjenesten hæfter sig ved udviklingen i Område C på Vestbredden, hvor israelernes byggeplaner risikerer at "underminere muligheden for en palæstinensisk stat i fremtiden".

Appellen fra Bruxelles retter sig mod en israelsk beslutning fra 25. januar, da det blev besluttet at ekspropriere et palæstinensisk område på 154 hektar i nærheden af Jeriko.

Israel vil opføre omkring 150 bosætterboliger i området.

Efter beslutningen har Israel fjernet adskillige palæstinensiske huse.

- Dette er specielt bekymrende, dels på grund af nedrivningernes omfang, dels på grund af det antal sårbare individer, som påvirkes, heriblandt børn med støttebehov, skriver EU i erklæringen.

Flere af de palæstinensiske huse er bygget med EU-midler.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagde fredag, at han "skammede" sig over udviklingen i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere.

- Jeg føler mig skyldig, og jeg skammer mig over manglen på fremskridt, sagde generalsekretæren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er ikke sket fremskridt i fredsprocessen de seneste år - tværtimod har parterne været involveret i flere voldelige konflikter.

De seneste forhandlinger brød sammen i foråret 2014.

/ritzau/