EU prøver at tage teten for ambitiøse CO2-mål til klimamøde

Skrevet af admin

06/03/2015

Mest læste i dag

Som den første store aktør melder EU sig nu på banen med sit CO2-indspark til FN's klimatopmøde i Paris, COP21.

EU skal mindst udlede 40 procent mindre CO2 i 2030 i forhold til 1990.

Det blev besluttet på et klima- og miljøministermøde i Bruxelles fredag, og det glæder den danske klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Det lykkedes. Det er fremragende, siger han.

- Det svarer til at sætte en søjle ned, som alle de andre spillere kommer til at forholde sig til, siger han med henvisning til, at EU's mål kan være med til at sætte barren for de lande, der endnu ikke har udmeldt en målsætning.

På klimatopmødet, der begynder 30. november, skal verdens lande forsøge at nå til enighed om en ambitiøs klimaaftale.

Men inden da skal de lande, som er klar til det, melde deres løfter ud til reduktion af CO2. Disse løfter bliver kernen i en mulig aftale, som skal begrænse den globale opvarmning til højst to grader celsius.

Nu har EU's klima- og miljøministre givet grønt lys til de europæiske CO2-mål.

Det ligger helt i tråd med, hvad stats- og regeringscheferne besluttede på et topmøde i efteråret, fortæller ministeren.

Her blev det, ud over CO2-målet, blandt andet besluttet, at vedvarende energi skal udgøre 27 procent af forbruget i 2030.

Landene er seriøse med at skulle føre blandt andet CO2-målene ud livet, lyder det fra den danske minister.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kommer til at levere på her reduktioner efterfølgende.

- Det er ikke bare noget, som vi gør til ære for Paris-topmødet, siger han.

/ritzau/