Europanævnet ser på ny sag om muligt DF-støttemisbrug

Skrevet af admin

27/11/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti har fået kritik for, at partiet i forud for kommunalvalget i 2013 arrangerede et sommertogt til søs, som var finansieret af midler fra Europa-Nævnet og EU-Parlamentet. Sidstnævnte har pålagt DF at tilbagebetale 120.700 kroner.

Nu er en ny sag ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten under opsejling, idet partiet også fik tildelt midler af Europa-Nævnet til en kampagne i forbindelse med Europaparlamentsvalget i 2014.

Pengene blev brugt på at sende en stor hvid lastbil rundt til 17 byer i landet.

Lastbilen var prydet af store billeder af spidskandidaten Morten Messerschmidt, og foruden sloganet "Mere Danmark, mindre EU", stod der Morten med store bogstaver på siden af lastbilen.

Det var imidlertid ikke i orden, hvis man spørger Heidi Jønch-Clausen, der er retoriker og adjunkt på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet.

- Der kan ikke være tvivl om, at dette strider mod reglerne om, at pengene fra Europa-Nævnet ikke må bruges til personlige annoncer og kampagner.

- Der er jo ikke nogen tvivl om, at dette er en rullende annonce eller kampagne for Morten Messerschmidt, siger hun til avisen og bakkes op af Frederik Preisler, der er direktør i kommunikationsfirmaet Mensch.

Morten Messerschmidt vil ikke kommentere kampagnen, som han ikke selv var med til at planlægge.

Både Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, og partiets organisationskonsulent, Steen Thomsen, afviser, at der var tale om en personlig kampagne for Messerschmidt, der blev valgets helt store stemmesluger.

Europa-Nævnets formand, socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard, siger at hun vil tage sagen op på det kommende nævnsmøde 8. december.

/ritzau/