Europarådet: Danmark med i europæisk kapløb mod bunden

Skrevet af admin

02/05/2016

Dagens topnyheder

Danmark har sammen med andre lande kastet sig ud i et europæisk kapløb mod bunden, når det gælder stramninger over for de flygtninge og migranter, der har søgt tilflugt i Europa.

Det siger Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, der mandag kommer på to dages officielt besøg i Danmark, hvor han blandt andre møder dronningen, statsministeren og Folketingets formand.

- Landene i Skandinavien har deltaget i kapløbet mod bunden, især når det gælder behandlingen af flygtninge og migranter, siger Thorbjørn Jagland i et interview med Ritzau.

Han er bekymret over flere stramninger i den danske flygtninge- og integrationspolitik, især den danske smykkelov, der gør det muligt at beslaglægge asylansøgeres værdigenstande. Det er en lov, som Europarådet tidligere har kaldt "ondsindet".

- Jeg har lagt mærke til, at loven ikke rigtig er blevet praktiseret, siger Jagland.

- Men den sender et meget negativt signal, og jeg er bekymret over brug af talemåder, som meget hurtigt kan give argumenter til mange om at indtage mere radikale synspunkter, siger han.

Europarådets generalsekretær, der vogter over demokratiets og retsstatens tilstand og menneskerettighedernes vilkår i de 47 medlemslande, ser dystert på udviklingen lige nu rundt omkring i Europa.

- Hadforbrydelser, antisemitisme og islamofobi er på vej op. Tillid til staten og de europæiske institutioner er på vej ned, skriver Jagland i sin nye årsrapport, der blev offentliggjort i sidste uge.

Når man søger ned igennem rapporten, så vrimler det med hits på lande som Rusland, Tyrkiet og Ukraine, mens Danmark slet ikke er nævnt i den 104 sider lange bekymrede tekst.

- Nej, det er jo, fordi Danmark fortsat er et idyllisk land, og jeg kan ikke se, at Danmark på nogen fundamental måde bryder med den europæiske menneskerettighedskonvention, siger generalsekretæren.

- Tværtimod. Danmark har altid været et mønsterland på det område, siger han.

Jagland har dog tidligere på måneden skrevet et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor han tilbyder Europarådets hjælp til at sikre, at asylansøgere og migranter i Danmark bliver behandlet efter reglerne.

Både i Danmark og andre lande taler stadig flere politikere om at udfordre eller ligefrem opsige internationale konventioner for at klare presset fra de over 1,2 millioner flygtninge og migranter, der alene sidste år søgte ophold i EU.

- Det er ganske populistisk. En reform af flygtningekonventionen vil tage årevis, så det har ingen relevans for at håndtere den nuværende flygtningesituation, siger Thorbjørn Jagland.

Til gengæld støtter Europarådet foreløbig EU's kontroversielle flygtninge- og migrationsaftale med Tyrkiet, der blev aftalt på et topmøde i marts.

- Så længe man overholder kravet om individuel behandling af alle, så er aftalen efter vores opfattelse i orden, siger han.

/ritzau/