F-16-fly måtte i luften: Russisk fly set nær Bornholm

Skrevet af admin

23/10/2014

Dagens topnyheder

Tirsdag blev to danske F-16-fly sendt på vingerne for at undersøge et formodet russisk militærfly, der havde kurs mod Danmark øst for Bornholm.

Det bekræfter Kathrine B. Vase, kommunikationschef hos Flyvertaktisk Kommando, over for Ritzau.

De danske F-16-fly blev sendt på vingerne, da flyet blev opfanger på en radar. Derefter lavede flyene en såkaldt "visuel inspektion", hvor de kontrollede det russiske fly og efterfølgende holdt øje med, at flyet vendte om igen og ikke krænkede dansk luftrum.

Også svenske jagerfly blev tirsdag sendt i luften for at tjekke det ukendte russiske fly. Ifølge det svenske nyhedsbureau TT viste det sig efterfølgende, at flyet var af typen Iljusjin IL-20.

Flyet var lettet fra Kaliningrad, en russisk eksklave, som ligger ved østersøkysten mellem Polen og Litauen.

Episoden sker på et tidspunkt, hvor den svenske flåde i flere dage har været på udkig efter en russisk ubåd, der skal være set i den svenske skærgård ud for Stockholm.

Den danske del af tirsdagens aktion bliver af Flyvertaktisk Kommando betegnet som "fuldstændig udramatisk", og det er ikke en sjældenhed, at afvisningsberedskabet må på vingerne for at undersøge ukendte fly.

Ved udgangen af august i år havde afvisningsberedskabet været på vingerne 38 gange, hvilket blandt andet skyldtes øvelser fra russisk og amerikansk side.

De danske fly F-16-fly er en del af Flyvevåbnets afvisningsberedskab, som har base ved Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. Beredskabet har til opgave at identificere og undersøge fly i det danske luftrum.

Senere tirsdag krænkede et russisk spionfly kortvarigt Nato-luftrum, da det i mindre end et minut befandt sig i luftrummet over Estland.

Portugisiske jagerfly med base i Litauen blev med det samme sendt på vingerne for at følge flyet tilbage til internationalt luftrum.

/ritzau/