FAKTA: Flere anmelder hudkræft som arbejdsskade

Skrevet af admin

26/07/2016

Dagens topnyheder

Tal fra Arbejdsskadestyrelsen, der nu hedder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, viser, at flere anmelder hudkræft som arbejdsskade. Se opgørelsen her:

* Fra 2005 til 2010 lå antallet af anmeldelser af hudkræft som arbejdsskader mellem "mindre end fem" og 17.

* I 2011 blev 26 tilfælde af hudkræft anmeldt som arbejdsskade, og tallet er siden vokset til 47 i 2012, 82 i 2013, 121 i 2014 og 92 anmeldelser i 2015.

* Den foreløbige opgørelse af sager, hvor hudkræft er blevet anerkendt som arbejdsskade, viser, at 13 tilfælde blev anerkendt i 2011, 18 i 2012, 28 i 2013, 36 i 2014 og 29 tilfælde blev anerkendt i 2015.

* Anerkendelserne er fordelt på den årgang, hvor sagen er anmeldt. Tallet kan således vokse, efterhånden som sagerne afgøres.

* Når det gælder modermærkekræft, oplyser styrelsen, at mindre end fem personer anmeldte modermærkekræft som arbejdsskade i 2013, mens henholdsvis syv og otte anmeldelser kom i 2014 og 2015.

* Det har indtil videre ført til mindre end fem anerkendte sager i henholdsvis 2014 og 2015.

* Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opgør anmeldelser og afgørelser på branchegrupper.

* Et kig i statistikken viser, at det især er ansatte inden for bygge- og anlægsvirksomhed, transport og godshåndtering, offentlig forvaltning og forsvar samt fremstillingsvirksomhed, der har anmeldt skaderne.

* De anerkendte tilfælde af hudkræft som arbejdsskade viser, at især ansatte inden for bygge- og anlæg samt transport og godshåndtering er blevet ramt.

* I 2014 slog et hold forskere fra Bispebjerg Hospital i en rapport til Erhvervssygdomdsudvalget fast, at det skønnes, at mere end 90 procent af alle tilfælde af hudkræft forårsages af ultraviolet stråling fra solen.

Kilder: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

/ritzau/