FAKTA: Her er det mistænkelige i ministerens afhandling

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) har selv bedt Københavns Universitet om at undersøge den ph.d.-afhandling, han forsvarede og fik accepteret i 2012.

Undersøgelsen begrundes med "pågående rygter om, at der i afhandlingen skulle være plagiat samt selvplagiat".

DR og Ekstra Bladet har begge gennemgået afhandlingen og fremhæver afhandlingens konklusion som problematisk.

Ekstra Bladet identificerer blandt andet en konkret passage, hvor Lunde Larsen skriver følgende:

* "Forestillingen om den eksistentielle personlighed baseret på tanken om menneskets urørlighed og dets gudbilledlighed afløses af forestillingen om den opportunistiske person. En erstatning, der indebærer, at den politiske teori og moralfilosofien fortrænges fra den offentlige debat og erstattes af økonomismen som samfundsideologi nummer et".

Passagen har sammenfald med bogen "Konkurrencestaten", som er skrevet af CBS-professor Ove Kaj Pedersen. Her står der:

* "Denne forestilling om den eksistentielle personlighed er i dag afløst af forestillingen om den opportunistiske person, som har fortrængt den politiske teori og moralfilosofien fra den offentlige debat og i stedet indsat økonomismen som samfundets ideologi nummer 1". Kilder: Ekstra Bladet og Københavns Universitet

/ritzau/