FAKTA: Her er EU-præsidentens opgaver

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Belgieren Herman Van Rompuy har efter planen sidste arbejdsdag som EU-præsident, officielt kaldet formand for Det Europæiske Råd, 30. november.

På lørdag skal EU's 28 stats- og regeringschefer sætte navn på, hvem der skal afløse ham, og ifølge en række britiske medier er den polske premierminister, Donald Tusk, nu favorit til at få posten, selv om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) navn fortsat nævnes.

EU-præsidentens opgaver er at:

* Lede Det Europæiske Råds arbejde med at sætte en generel retning for EU's politikker og prioriteter. Det Europæiske Råd består af EU's 28 stats- og regeringschefer. De mødes omkring fire gange om året til topmøder. Det Europæiske Råd må ikke vedtage lovgivning.

* Sikre, at Det Europæiske Råds arbejde bliver ordentlig forberedt, og at der er kontinuitet i det. Det skal vedkommende gøre i samarbejde med formanden for EU-Kommissionen (og på grundlag af arbejdet i Rådet for Almindelige Anliggender).

* Bestræbe sig på at fremme sammenhold og konsensus blandt EU-landenes chefer i Det Europæiske Råd.

* Efter hvert topmøde besøge EU-Parlamentet for at forelægge medlemmerne en rapport om, hvad de kom frem til på mødet.

* Være unionens ansigt udadtil på de områder, som hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - men dog uden, at det går ind over beføjelserne for EU's udenrigschef.

Historien bag titlen:

* Belgiske Herman Van Rompuy er EU's første EU-præsident. Han blev valgt af EU's stats- og regeringschefer i november 2009 og tiltrådte, da Lissabontraktaten trådte i kraft 1. december 2009.

* I udgangspunktet har EU-præsidenten jobbet to et halvt år med mulighed for at blive forlænget en gang med to et halvt år. Det blev Herman Van Rompuy.

* EU-præsidenten må ikke have et job i sit eget land, mens han eller hun varetager jobbet i Bruxelles.

/ritzau/