FAKTA: Her er EU-præsidentens opgaver

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

Belgieren Herman Van Rompuy har efter planen sidste arbejdsdag som EU-præsident, officielt kaldet formand for Det Europæiske Råd, 30. november.

På lørdag skal EU's 28 stats- og regeringschefer sætte navn på, hvem der skal afløse ham.

Den britiske avis Financial Times skriver torsdag, at den polske premierminister Donald Tusk står tilbage sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som de mest sandsynlige kandidater til posten. Tusk anses dog som værende favorit i flere internationale medier.

EU-præsidentens opgaver er at:

* Lede Det Europæiske Råds arbejde med at sætte en generel retning for EU's politikker og prioriteter. Det Europæiske Råd består af EU's 28 stats- og regeringschefer. De mødes omkring fire gange om året til topmøder. Det Europæiske Råd må ikke vedtage lovgivning.

* Sikre, at Det Europæiske Råds arbejde bliver ordentlig forberedt, og at der er kontinuitet i det. Det skal vedkommende gøre i samarbejde med formanden for EU-Kommissionen (og på grundlag af arbejdet i Rådet for Almindelige Anliggender).

* Bestræbe sig på at fremme sammenhold og konsensus blandt EU-landenes chefer i Det Europæiske Råd.

* Efter hvert topmøde besøge EU-Parlamentet for at forelægge medlemmerne en rapport om, hvad de kom frem til på mødet.

* Være unionens ansigt udadtil på de områder, som hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - men dog uden, at det går ind over beføjelserne for EU's udenrigschef.

Historien bag titlen:

* Belgiske Herman Van Rompuy er EU's første EU-præsident. Han blev valgt af EU's stats- og regeringschefer i november 2009 og tiltrådte, da Lissabontraktaten trådte i kraft 1. december 2009.

* I udgangspunktet har EU-præsidenten jobbet to et halvt år med mulighed for at blive forlænget en gang med to et halvt år. Det blev Herman Van Rompuy.

* EU-præsidenten må ikke have et job i sit eget land, mens han eller hun varetager jobbet i Bruxelles.

/ritzau/