FAKTA: Her rumler løsrivelsestrangen

Skrevet af admin

18/09/2014

Mest læste i dag

De skotske nationalisters vind i sejlene har fået selvstændighedstrangen til at blusse op flere andre steder i Europa og fået andre regionale grupper appetit på også at udfordre deres tilknytning til de gamle nationalstater.

Den skotske debat og afstemning har været fulgt tæt blandt andet i:

* CATALONIEN i Spanien: De catalanske separatister har kaldt til folkeafstemning om løsrivelse af deres relativt velhavende region 9. november. Den spanske regering vil ikke anerkende folkeafstemningen.

* BASKERLANDET i Spanien og Frankrig: De baskiske separatister har ikke opgivet drømmen om selvstændighed, selv om de formelt nedlagde våbnene i oktober 2011.

* DET NORDLIGE ITALIEN: Der er flere separatistbevægelser. Regionen omkring Venedig er en af landets rigeste med en stærk lokal bevægelse, der kæmper for genskabelsen af en suveræn venetiansk republik, som fandtes i over 1000 år, inden den mistede sin selvstændighed under Napoleonskrigene.

* FLANDERN i Belgien: De flamsktalende og de fransktalende belgiere lever i en form for tålt ægteskab og har for tiden igen svært ved at danne regering efter seneste valg i maj. Sidst - i 2010 - gik der 18 måneder. Iagttagere bliver ved med at gætte på, at landet er nær en opsplitning.

* KORSIKA i Frankrig: Napoleons fødeø blev indlemmet i Frankrig i 1770 og har siden levet en lidt omskiftelig tilværelse med britisk, tysk og italiensk indflydelse. Den moderne selvstændighedsbevægelse har haft bølgende opbakning siden 1960'erne.

* BAYERN og HESSEN i Tyskland: Mange i de to velhavende tyske delstater er trætte af at skulle betale for de fattige nord- og østtyske delstater, og Bayern og Hessen er gået til domstolene for at udfordre den økonomiske udligningsordning. De bayerske separatister har aktivt støttet de skotske nationalister og siger, at et skotsk ja "vil give os god medvind i Bayern".

/ritzau/