Nationalpark Skjoldungernes Land omfatter den sydlige del af Roskilde Fjord og landarealer omkring og syd herfor, som forbinder fjordlandskabet med de midtsjællandske skove omkring Hvalsø.
* Naturen:
- Der er et fuglerigt fjordlandskab i og omkring Roskilde Fjord, der er et meget vigtigt internationalt yngle- og rasteområde for svømme- og vadefugle.
- Områdets væsentligste naturtyper omfatter fjord- og kystnatur, lysåben natur og skov.
- De store stats- og tidligere kongeskove ved Bidstrup, som er Sjællands næststørste skovområde, kommer til at ligge i nationalparken.
* Kulturarven:
- Gammel Lejre var i oldtiden landets magtcentrum og er et unikt kulturhistorisk område. Resterne af vikingetidens store haller, gravhøje og skibssætninger i Gammel Lejre er af international arkæologisk interesse. Ifølge sagnene var det her, Skjoldungerne regerede og samlede Danmark.
- Fjorden har haft afgørende betydning som ressource og transportvej tilbage til stenalderens sæsonbopladser omkring Kattinge Vig og Bognæs.
- De værdifulde kulturspor og kulturmiljøer ligger meget tæt og tilføjer nationalparken et unikt præg med sammenhæng til Roskilde by og domkirken, der er udpeget som verdensarv.
* Landskabet:
- Det var den seneste istids smeltevand, der var med til at danne et net af dale, og herved fremkom Roskilde Fjord.
- Den smeltende is efterlod et stærkt kuperet dødislandskab, som nu indeholder mange søer og mosehuller.
- Det ujævne landskab har været langt sværere at opdyrke end de flade morænesletter, og derfor er landskabet mod syd domineret af skove og overdrev.
Kilde: Miljøministeriet.
/ritzau/