FAKTA: To- og trepartsforhandlinger kører parallelt

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Selv om målet for både trepartsforhandlingerne og topartsforhandlingerne er at styrke integrationsindsatsen, er der en grund til, at drøftelserne er delt op. Her er et overblik over de to parallelle forhandlinger:

* Trepartsforhandlinger:

Indledes torsdag klokken 13.30. Som navnet antyder er der tale om forhandlinger mellem tre parter: Regering, arbejdsgivere og arbejdstagere.

Regeringen har lagt op til, at forhandlingerne skal være en kæde af drøftelser om væsentlige samfundsudfordringer. Første emne er integration af flygtninge og familiesammenførte på arbejdsmarkedet.

Regeringen foreslår blandt andet, at for hver ekstra flygtning, en hvilken som helst kommune får i arbejde i 2016 og 2017, vil staten give en ekstrapræmie på 25.000 kroner, som kommunerne kan bruge på serviceområdet.

Samtidig skal virksomheder have 20.000 kroner efter at have haft en nytilkommen flygtning i arbejde i et halvt år og yderligere 20.000 kroner efter et års ansættelse.

* Topartsforhandlinger:

Sideløbende med trepartsforhandlingerne skal der foregå forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, kaldet topartsforhandlinger.

Her er emnet også integration af flygtninge, men med fokus på kommunernes integrationsindsats og rammerne for den.

Regeringen lægger blandt andet op til, at afklaringen af asylansøgeres kompetencer og uddannelse skal foregå tidligere, og at de skal placeres i en kommune, der efterspørger deres kompetencer.

Samtidig vil regeringen skære det treårige integrationsprogram ned til et enkelt år - med mulighed for forlængelse i yderligere fire år. Det første år skal have entydigt jobfokus og virksomhedsrettet indsats.

Det nuværende krav om 37 timers aktivering om ugen skal ligeledes sløjfes, og flygtninge skal i stedet ud på en virksomhed senest efter to uger og i mindst 15 timer om ugen.

Kilder: Jyllands-Posten, Ritzau og kommissorium for de aktuelle drøftelser

/ritzau/