FAKTA: Reform betyder flere timer for lærere og elever

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Den 13. juni 2013 blev den daværende regering - bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF - enig med Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative om en reform af folkeskolen.

Reformen betyder flere timer for både elever og lærere, der ifølge en undersøgelse ikke føler, at de har tilstrækkelig tid til at forberede sig før timerne.

Få ridset reformens hovedelementerne op her:

* Reformen træder officielt i kraft i august 2014

* Det bliver i første omgang obligatorisk for skoler at tilbyde lektiehjælp, men det er et frivilligt tilbud for eleverne. I skoleåret 2015/2016 bliver det obligatorisk for elever at tage imod tilbuddet.

* Reformen betyder en længere skoledag for eleverne. Timetallet hæves, så en skoleuge udgør 30 timer i børnehaveklassen til 3. klasse, 33 timer i 4.-6. klasse og 35 timer i 7.-9. klasse.

* Der kommer flere dansk- og matematiktimer på skemaet, eleverne skal undervises i engelsk fra 1. klasse samt et andet fremmedsprog fra 5. klasse, og så skal der være motion og bevægelse i gennemsnitligt 45 minutter om dagen.

* Lærerne skal undervise flere timer om ugen, end de gjorde tidligere. De skal arbejde på skolen 37 timer om ugen, inklusive forberedelse og møder.

* Tidligere havde lærerne et frirum til at forberede sig hjemmefra på alle tidspunkter af døgnet.

* Det er op til den enkelte skoles ledelse at beslutte, hvilket forhold der kan være mellem forberedelse og undervisning.

* Det var et centralt spørgsmål i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL), hvem der skulle disponere over lærernes arbejdstid. Det var KL's hovedkrav, at lederen skal bestemme over lærerens arbejdstid.

Kilder: Ministeriet for Børn og Undervisning, Kommunernes Landsforening, Kommunerne og Regionernes Lønkontor og Lærernes Centralorganisation

/ritzau/