FAKTA: Sådan bekæmper Danmark Islamisk Stat

Danske F-16-fly har i den forgangne uge deltaget i 14 missioner over den irakiske provins Ninawa, hvor der er blevet smidt i alt 43 præcisionsbomber som led i kampen mod Islamisk Stat (IS).

Læs hvordan Danmark bidrager i kampen mod IS:

* Syv danske F-16-fly og godt 100 soldater er i kampen mod IS i Irak og Syrien udstationeret på militærbasen Incirlik nær den sydtyrkiske by Adana. Fire fly er operative, og tre er i reserve.

* Flyene har siden 17. juni kastet i alt 144 bomber på 91 missioner.

* Det danske kampflybidrag er udsendt på et seks måneders mandat.

* Godt 100 danske soldater er desuden udsendt til en base vest for Bagdad, hvor de uddanner irakiske soldater og politifolk.

* Dertil kommer et dansk radarbidrag i Irak, der overvåger luftrummet i området.

* Sidst, men ikke mindst bidrager Danmark med et C-130 transportfly, der flytter gods og personel for den amerikanskledede koalition.

* Danmark bidrog fra oktober 2014 til oktober 2015 også til kampen mod IS med kampfly, men dengang blev der udelukkende fløjet missioner over Irak.

Kilde: Forsvaret og Forsvarsministeriet

/ritzau/

Dagens Gossip