FAKTA: Sådan gør du ved skader efter stormflod

Skrevet af admin

01/12/2015

Dagens topnyheder

Stormrådet har tirsdag afgjort, at der var stormflod i visse dele af landet, da vandstanden i de danske farvande steg til et meget højt niveau i forbindelse med stormen Gorm.

Se her, hvad du kan gøre, hvis du har haft stormflod:

* Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.

* Ifølge Stormrådet var der stormflod på strækningen fra Hvide Sande op til Thyborøn og i den sydlige del af Ringkøbingfjord.

* Hvis du bor i dette område og har haft skader, skal du anmelde skaderne til det forsikringsselskab, hvor du har din brandforsikring senest den 2. februar 2016.

* Du skal anmelde skaden elektronisk på Stormrådets hjemmeside eller ved at kontakte dit forsikringsselskab.

* Når skaden er anmeldt, får du besøg af en taksator, som opgør skaden. Forsikringsselskabet træffer herefter afgørelse om eventuel erstatning.

* Det er ens eget forsikringsselskab, der skal behandle skaden.

* Afgørelsen afhænger af en konkret vurdering af de enkelte skader i henhold til lovgrundlaget.

Kilder: Stormrådet

/ritzau/