Torsdag fortsætter regeringen sin præsentation af de initiativer, der skal sikre, at den økonomiske vækst når ud i hele landet.
Her er, hvad Ministeriet for by, bolig og landdistrikter byder ind med:
* 225 millioner ekstra kroner til nedrivning af faldefærdige rønner frem til 2020. Pengene kommer i forlængelse af Vækstpakke 2014, som i forvejen har afsat 275 millioner til formålet. Hertil kommer de almindelige statslige penge til bygningsfornyelse på 185 millioner.
* En pulje på 60 millioner kroner til forbedring af den kollektive trafik, der allerede er aftalt på Christiansborg, skal sendes i arbejde. Regeringen vil gerne have, at pengene blandt andet bruges til en ny station i Kalundborg, tæt på Novozymes og Novo Nordisks fabrikker i byen.
* Det skal være muligt at oprette filialer af friskoler på småøer med ganske få skoleelever.
* Flexboligordningen, der tillader at bruge helårshuse som sommerhuse, skal styrkes.
* Der skal, som tidligere annonceret, være bedre muligheder for at etablere erhverv i landdistrikterne.
* Det skal være muligt at åbne pladskrævende butikker i bymidter.
* Skibe med udenlandsk personale fritages for krav om arbejdstilladelse ved op til tre anløb til værft.
* Bredbånds- og mobildækningen skal være endnu bedre.
* Vestdansk Vækstkapital, der blev etableret i 2010, forlænges.
* Bunkers ved Vestkysten skal fjernes.
* Indsejlinger, havnebassiner og sejlløb skal oprenses.
Kilder: Ministeriet for by, bolig og landdistrikter
/ritzau/