Boringen efter skifergas ved Dybvad i Nordjylland er blevet stoppet af Energistyrelsen.
Det sker, fordi det franske firma Total har brugt et kemikalie, som ikke er nævnt i VVM-undersøgelsen forud for boringen.
Herunder kan du læse om skifergas og planerne om at udvinde det i Danmark:
* Skifergas er en naturgas, som ikke findes i almindelige gaslommer, men i stedet er oplagret dybt nede i jorden i skiferformationer.
* Ved udvinding af skifergassen bruger man hydraulisk frakturering - såkaldt "fracking". Det foregår ved, at man pumper en blanding af sand, vand og kemikalier ned i undergrunden og på den måde skader sprængninger i skiferlagene, som frigør gassen.
* Det har skabt stor lokal modstand i Frederikshavn Kommune, at byrådet den 25. juni 2014 stemte ja til prøveboringer efter skifergas.
* Det franske energiselskab Totals efterforskningsboring i Dybvad ved Frederikshavn blev påbegyndt i mandags.
* Ifølge Total er det muligt at beskytte grundvand og miljø med borerør og betonlag.
* Ifølge Greenpeace kan danskerne dog ikke få oplysninger om, hvilke kemikalier der skal bruges i forbindelse med de nordjyske boringer efter skifergas.
* Greenpeace hævder også, at fracking kan udløse mindre jordskælv.
* Den statsejede Nordsøfonden indgår med en ejerandel på 20 procent i Totals skifergasprojekt.
* En egentlig udvinding af skifergas i Nordjylland ligger formentlig syv til otte år ude i fremtiden.
Kilder: Total, Frederikshavn Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace
/ritzau/