FAKTA: Vejen til EU's klima- og energimål

Skrevet af admin

23/07/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen spiller onsdag ud med et mål for, hvor meget EU-landene skal skære ned på energiforbruget frem mod 2030. Men en endelig beslutning om målene vil vente nogle måneder endnu.

EU har allerede en række klima- og energimålsætninger frem mod 2020.

De går på 20 procents CO2-reduktion sammenlignet med niveauet i 1990, 20 procents bindende mål for vedvarende energi og 20 procents forbedring af energieffektiviteten.

Her er tidsplanen frem mod en endelig beslutning om EU's klima- og energimål frem mod 2030:

* Januar 2014 - EU-Kommissionen fremlægger sit bud for EU's klima- og energimål frem mod 2030.

De går på 40 procents reduktion af CO2-udledningen i forhold til niveauet i 1990 og 27 procents bindende EU-mål for vedvarende energi. Der er endnu ikke et mål for energieffektiviteten.

* Februar 2014 - EU-Parlamentet stemmer for 30 procents vedvarende energi i 2030, 40 procents reduktion af CO2-udslip og 40 procents forbedring af energieffektiviteten.

* 21. marts 2014 - EU's stats- og regeringschefer beslutter at fortsætte diskussionen om målsætningerne på topmødet i juni og enes om at have en beslutning klar senest til oktober, hvor de mødes igen.

* 23. juli 2014 - EU-Kommissionen foreslår 30 procent forbedring af energieffektiviteten frem mod 2030.

* September 2014 - FN's generalsekretær Ban Ki-moon holder klimatopmøde i New York.

* December 2015 - Den 21. internationale klimakonference, COP 21, afholdes i Paris.

For at EU's bidrag kan nå at komme med her, stiler kommissionen efter at have forhandlet klima- og energimålene på plads med de 28 medlemslande og EU-Parlamentet senest i begyndelsen af 2015.

/ritzau/