Falske Airbnb-annoncer narrer penge fra folk

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Københavns Politi oplever, at et stigende antal borgere franarres penge via falske annoncer for boligudlejningssiden Airbnb, når de tror, de lejer en lejlighed.

Det skriver Københavns Politi i en meddelelse.

De falske annoncer optræder på andre onlinesider end Airbnb's officielle, og kunderne opfordres til at betale via bankoverførsler, oftest til konti i udlandet.

- Efterfølgende viser det sig, at personen, man har overført penge til, ikke har råderet over den påståede udlejede lejlighed, og at man ikke længere kan komme i kontakt med personen, lyder det i meddelelsen fra politiet.

Københavns Politi minder om, at annoncer fra Airbnb aldrig optræder andre steder end på deres eget site, og at betalingen aldrig foregår via direkte overførsler til bestemte konti, men derimod altid med kreditkort.

- Al kommunikation mellem lejer og udlejer går som udgangspunkt via Airbnbs site, og man skal ikke skrive til personlige mails eller telefonnumre, skriver politiet.

/ritzau/