Familieskænderi på Als endte tragisk: 63-årig død af kvæstelser

En 63-årig mand er mandag død af sine kvæstelser efter et familieskænderi i Ketting på Als søndag aften. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Mandens 34-årige søn er anholdt i sagen. Han er foreløbigt sigtet for drabsforsøg på sin far og bliver mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Politiet har endnu ikke oplyst, om der blev brugt våben i forbindelse med slagsmålet.

- Vi er i gang med at efterforske, samle trådene sammen og gøre klar til grundlovsforhøret, sagde Lisa Dissing, sekretariatschef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, tidligere mandag.

På grund af de alvorlige kvæstelser blev offeret straks fløjet til Odense Universitetshospital, efter at politiet var ankommet til gerningsstedet søndag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip