Farc afbryder ensidig våbenhvile efter drab på medlemmer

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Den venstreorienterede colombianske gruppe Farc har afbrudt en ensidig våbenhvile, efter at regeringssoldater har dræbt 26 af guerillabevægelsens medlemmer.

Landets præsident, Juan Manuel Santos, erklærer samtidig, at de væbnede styrker er klar til en ny offensiv.

Santos vil først - siger han - indstille kampen mod Farc, når en fredsaftale er underskrevet.

Guerillabevægelsen beskylder Santos for "inkonsistens" i bestræbelserne på at skabe fred, da militæret fortsætter angreb mod gruppen trods en løbende dialog.

Farc indstillede angreb i december sidste år.

- Vi havde ikke planer om at afbryde våbenhvilen, men det er sket som følge af den inkonsistens, som Santos' regering har udvist, skriver Farc i en erklæring.

- Dialogen fortsætter, siger Pablo Catatumbo, som er Farc-forhandler og medlem af gruppens sekretariat på syv personer, til nyhedsbureauet Reuters.

Han siger, at "en spændt stemning har skadet forhandlingerne."

Farc og myndighederne i Colombia indledte i 2012 fredsforhandlinger med Norge og Cuba som mæglere.

Oprørsbevægelsen blev dannet i 1964, og den har i dag omkring 8000 bevæbnede mænd.

Borgerkrigen i Colombia har varet i over 50 år og kostet over 220.000 mennesker livet. Millioner er drevet på flugt.

/ritzau/Reuters