FC Midtjylland og Esbjerg fortsætter parløb i toppen

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Team Esbjerg og FC Midtjylland ligger stadig i spidsen side om side i damernes håndboldliga. Det er status, efter at begge tophold pligtsejrede på hjemmebane onsdag aften.

FC Midtjylland efterlod aldrig tvivl om udfaldet, da Ringkøbing var på besøg. Midtjyderne vandt 31-15, og satte tingene på plads allerede i første halvleg, som sluttede 14-5.

Johanna Ahlm blev midtjysk topscorer med syv mål.

Esbjerg måtte arbejde en del mere for sin sejr i egen hule. Kampen mod SK Aarhus sluttede med en sejr på 27-25.

Vestjyderne førte ganske vist nærmest fra start til slut, men da kampen gik ind i sine sidste otte minutter, var udeholdet blot bagud med et mål.

Onsdagens bud på en topkamp stod mellem slutspilskandidaterne Viborg HK og Randers HK, der endte med at dele 25-25.

Hjemmeholdet Randers var foran i det meste af kampen og gik til pausen foran 15-12, men Viborg spillede sig helt tilbage i opgøret og udlignede til slutresultatet på et straffekast af Rikke Skov i sidste minut.

Team Esbjerg og FC Midtjylland fører rækken med hver 26 point for 17 kampe, mens Viborg følger efter på tredjepladsen med 22 point.

Team Tvis Holstebro har 21 point efter 16 kampe, mens Randers ligger nummer fem med 21 point efter 17 kampe. Nykøbing Falster Håndbold er nummer seks med 21 point efter 17 kampe.

De seks bedste hold avancerer til slutspillet.

/ritzau/