FC Vestsjælland om første udesejr: Ikke vores bedste

Skrevet af admin

24/10/2014

Mest læste i dag

Der var meget på spil, da Silkeborg fredag aften tog imod FC Vestsjælland i bunden af Superligaen. Det var tydeligt at se i kampens dueller, hvor der virkelig blev gået til stålet i gæsternes 2-1-sejr.

- Der var sgu smæk for skillingen i dag. Og det skal der også være i sådan en intens kamp, lyder det fra Vestsjællands ene målscorer Jan Kristiansen, der fortsætter:

- Fight betyder rigtig meget i sådan en knap så velspillet kamp, og i dag trækker vi det længste strå, selvom vi måske ikke spiller specielt pænt.

Jan Kristiansen åbnede målscoringen, da han nettede allerede efter otte minutters spil på et følt vristspark.

Målet, der var det første i 77 Superliga-kampe for midtbanespilleren, varmede da også 33-årige Kristiansen på en ellers kølig og regnvåd fredag aften.

- Det var da dejligt at få scoret, når det nu ikke sker så tit mere. Men det er de tre point, som luner mest – specielt når vi ikke rigtig får spillet til at rulle ordentligt, siger Jan Kristiansen.

Inden Rasmus Festersen scorede til 2-1 på straffespark, havde Silkeborgs Nicolaj Agger passeret Thomas Mikkelsen i Vestsjælland-målet efter et hjørnespark, som Silkeborg ifølge FCV-keeperen fik alt for mange af i fredagens kamp:

- Vi gav dem alt for mange dødbolde, og generelt spillede Silkeborg langt bedre end os. Vi har vel nærmest ikke bolden længere end fem sekunder ad gangen.

Der har været en del udebanekampe, hvor vi har spillet bedre, siger Thomas Mikkelsen.

Boldbesiddelse eller ej, så fik FC Vestsjælland for første gang i denne sæson point på fremmed græs efter fredagens sejr, der samtidig var første udesejr i Jylland for holdet fra Slagelse siden november 2012.

De tre point sender FC Vestsjælland op på en aktuel syvendeplads inden de resterende kampe i Superligaens 12. runde bliver afviklet.

/ritzau/